Optikeren leverer alle slags skærmbriller, arbejdsbriller og sikkerhedsbriller.

Skal du have skærmbriller, kan du her hente et skema, du kan skrive ud og tage med til
Optikeren efter du har udfyldt det med de mål der passer til din arbejdsplads.

Hent skema til synsprøve til skærmbriller


      Hvis du vil vide mere, kan du her læse Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af
15. december 1992, der indeholder bestemmelser om arbejde ved skærmterminaler


Udover mennesker der arbejder ved en computer, har mange håndværkere og andre profesioner et synsbehov, der ikke opfyldes af en almindelig privat brille. Til disse personer kan vi også levere en specielt tilpasset jobbrille.


Arbejde ved skærmterminaler
Ved arbejde med computere, er afstand og synsretning anderledes end ved andet arbejde.
Der kan derfor opstå symptomer og synsproblemer og et behov for særlige skærmbriller.

En lille synsfejl, der ikke vil genere i den normale dagligdag, kan gøre at man har endda ret store problemer ved computerskærmen. Problemerne kan være, hovedpine, træthed, ondt i nakken, besvær med at se skarpt, besvær ved omstilling fra skærm til papir eller omvendt.
Alle der regelmæssigt arbejder med en computer, bør få foretaget en synsprøve med jævne mellemrum. 
Dansk ErhvervsOptik og en lang række virksomheder, kommuner, amter m.m. har indgået aftaler vedrørende skærmbriller.


DU KAN IKKE LAVE DIT ARBEJDE BEDRE END DU KAN SE TIL...

Synet er en vigtig faktor i forbindelse med indretning af computerarbejdspladser, hvor størstedelen af informationerne skal ske gennem synet. Når arbejdspladsen er indrettet rigtigt og øjnene er smidige og at eventuelle synsfejl er rettet med briller eller kontaktlinser, vil der almindeligvis ikke være problemer med at arbejde ved en computerskærm.

Synet forandrer sig imidlertid umærkeligt med alderen bl.a. fordi evnen til at stille skarpt på korte afstande aftager gradvist. De der arbejder ved en computer lægger sjældent mærke til, at der er et problem, før andre komplikationer som f.eks. hovedpine og muskelsmerter i nakken sætter ind.
Generne forsøges ofte afhjulpet ved, at computerbrugeren bruger sin læse- eller flerstyrkebrille. Det viser sig desværre, at generne ikke altid forsvinder. Dette skyldes, at brillerne ikke er tilpasset til arbejdsbrug, men til privatbrug, hvorfor såvel glassets opbygning som styrke ikke er tilpasset arbejdssituationen. Der er opstået et behov for en specialbrille. Med de nyeste brilleglas med flere styrker specielt beregnet til skærmarbejde, vil optikeren kunne tilpasse et par specialbriller, så computerbrugeren både kan se på de korte afstande og på de øvrige arbejdsafstande. - Det er derfor ikke nødvendigt at skifte briller under udførelse af computerarbejdet. Brillen kan ikke bruges til at se på længere afstande som f.eks. TV og bilkørsel, og kan derfor ikke erstatte en privatbrille til dette brug. En enstyrke skærmbriller skal af hver gang man rejser sig for at gå til printeren, eller når der kommer nogen ind på kontoret, den passer kun i én bestemt afstand. Enten til læsning eller til skærmen. Med et udvidet læseglas til skærmbrug kan man nu se hele skrivebordet og de der sidder på den anden side vil også kunne ses uden at tage brillen af. Med et flerstyrke kontorglas kan man nu se tekst, computer, hele skrivebordet og de der sidder på den anden side, samt de der er i kontoret (Hvis det ikke er over 4 meter bredt).

INDIVIDUEL TILPASNING AF KONTORARBEJDSPLADSEN

Her gives nogle råd om, hvordan du selv kan tilpasse din arbejdsplads, så den passer lige netop til dig.
Derudover er det vigtigt at huske på, at det er sundt for din krop og at du varierer dine arbejdsstillinger gennem hele dagen. Både ved siddende arbejde og mellem siddende og stående arbejde.

Når du skal tilpasse din arbejdsplads, starter du med at indstille din stol.

Indstilling af stol
Hele foden bør kunne nå gulvet
Knæenes vinkel bør være over 90 grader.
Skråtstil gerne sædet
Disse tiltag gør, at ryggen nemmere holder sin naturlige facon.

Sædedybde
Når du sidder helt tilbage i sædet, bør der være en håndsbredde mellem sædets forkant og knæhasen. Dette gør, at blodomløbet i benene ikke bliver klemt af stolens forkant.

Ryglænet
Bør følge ryggens naturlige facon, dvs. det "tykkeste" sted på ryglænet skal være i lænden. Det giver den bedste støtte til din ryg.
HUSK : Det er stolen der skal passe til dig og ikke i omvendt.

Indstilling af dit skrivebord
Bordhøjden bør være ca. 2 cm over albuehøjde målt siddende med armen ned langs siden og sænkede skuldre.

Bordpladen
Det er godt, hvis en del af bordpladen kan skråtstilles ved læsning, så undgår du at bøje og dermed belaste nakken for meget.

Tastaturet
Foran tastaturet bør der være mindst 10 cm til at hvile hænder og underarme på.
Underarme bør støtte så meget som muligt på bordet.
Tastaturet bør ligge så fladt at 3. tasterække ikke er højere end 3 cm over bordpladen. Dette vil aflaste håndled, arme og nakke.

Skærmen
Generende reflekser og spejlinger i skærmen skal undgås
Skærmen bør stå med siden til et evt. vindue
Der bør være 6o - 80 cm mellem skærmen og dine øjne.
Øverste tekstlinie på skærmbilledet må ikke være over skulderhøjde
Mørk tekst på lys baggrund trætter øjnene mindst. Disse ting aflaster nakke og øjne.

Konceptholder
Placeres mellem tastatur og skærm, derved undgår du vrid i nakken.

Arbejde med mus
Betjening af mus bør ske, så musen er i albuehøjde.
Sørg for, at hele underarmen er understøttet, og at armen er tæt ved kroppen.
Undgå bag-overbøjning af håndleddet.
Musen bør ligge godt inde i hånden.
Brug genvejstasterne så meget som muligt.
Curser-hastigheden bør være indstillet til små bevægelser.
Det vil tilsammen aflaste både skuldre, arme og håndleddene.

Placering af lys
Placer lampen ca. 40 cm. over bordfladen modsat din "skrivehånd" og ca 50 cm. fra skærmen. Så får du det bedste arbejdslys.

Husk:
Når du indretter skærmarbejdspladsen, så følg At-Vejledning fra juli 2001 om "Arbejde ved skærme" stk. 1.4. om Arbejdets tilrettelæggelse:
"Skærmarbejdet skal tilrettelægges, så det daglige arbejde ved skærmen regelmæssigt afbrydes af andet arbejde eller, hvor dette ikke er muligt, afbrydes af pauser, så sundhedsskadelige påvirkninger undgås."

God arbejdslyst!


Tilbage til forsiden    Tilbage til toppen